Når der sker split omkring et barn
Det virker ikke når de voksne trækker i hver sin retning! Hvem skal barnet være tro mod, når det sker?
Relationen mellem barnet og den voksne er unik, forstået på den måde at ikke to relationer er ens. Hvert barn har en særlig relation til hver voksen, det lyder banalt og det er det sådan set også, men ikke uvæsentligt.
Når vi som voksne bliver indbyrdes uenige om, hvordan barnet skal hjælpes bedst mulig, hænger det bl.a. sammen med, at vi oplever og identificerer os med forskellige sider af barnet. Det er derfor vigtigt, at man ikke kæmper om, hvem der ser det rigtige, men i stedet husker på, at det vi ser og mærker hos barnet i høj grad er forskelligt.
Det handler ikke om ”enten eller” men om ”både og”.
Hvis de voksne arbejder med en fælles målsætning, er det nemmere at acceptere, at man har forskellige veje at gå mod målet. Det er vigtigt at begrunde overfor hinanden, hvorfor man handler som man gør, så andre har en chance for at se og forstå. Men det ,der er det vigtigste, er at give hinanden opbakning til at komme igennem overfor barnet. Kun på den måde går budskabet klart igennem til barnet.
Eks.1: Et barn er i konflikt, og der står to voksne omkring det. Den ene voksne, vil have barnet til at handle på en bestemt måde, og prøver at formidle dette til barnet. Hvis den anden voksne, får identificeret sig med modstanden i barnet og dybest set syntes, at situationen bliver håndteret forkert af den anden voksne, sker der noget meget uheldigt. Der sker nemlig det, at konflikten kommer til at udspille sig mellem de to voksne i form af indbyrdes uenighed og deraf følgende magtkamp.
Budskabet til barnet bliver ambivalent, det skaber forvirring for barnet at modtage modsatrettede input. ”Barnet lander mellem to stole!”
Eks.2: Når et barn skal udføre en opgave og de voksne omkring barnet er splittet, bliver det ikke muligt at opnå et godt resultat. Den ene voksne mærker potentialet / udviklingsmuligheden, den anden mærker sårbarheden / modstanden. De voksne er ikke forkert på den, for det, de mærker hver især, er rigtigt nok. Barnet rummer begge sider. Problemet er, at hvis der skal findes en vej, kan der på handleplanet ikke være to modsatrettede følelser, der er lige stærkt repræsenteret. De voksne må i situationen stille sig bag hinanden, i overført betydning, så det kun er den ene side der bliver repræsenteret.
Der er selvfølgelig forskel på gennemdiskuterede planlagte situationer, hvor de voksne omkring et barn på forhånd har haft mulighed for at nå til en fælles forståelse, og så på akutte situationer, men princippet er det samme.
Altså de voksne må have tillid til hinanden og bakke hinanden op, i stedet for at modarbejde hinanden. Først dér rykker barnet!
Vi kan som voksne omkring et barn ikke være enige helt ned i detaljer, det er heller ikke det, der er målet i sig selv, tværtimod så er det, at vi alle mærker noget forskelligt en ufattelig styrke.
Vi skal acceptere at forskellighederne findes men forstå, at når de udspiller sig i barnets nærhed, bliver det en voldsom hæmmende faktor for barnets udvikling og velbefindende.
Fælles mål og pædagogiske diskussioner er af afgørende betydning, men de skal foregå, når barnet ikke er til stede, så barnet i videst mulig omfang får klare meldinger fra de voksne. |
|
